JEG HÅBER OG JEG HÅBER!

collage

“Ej hvor ser det spændende ud, det du foretager dig”, “Der er bare knald på hele tiden Kathrine”, “Du er godt nok væk meget af tiden var”, “Sikke nogle fede oplevelser du får dig”, “Hey, hvornår skal vi egentligt ses, det er længe siden!”, “Lever du?”, “Skriv når du har tid!”,  “what, vil du stoppe på dit arbejde?”,”Du virker så glad udadtil”,”Du kan da godt lige holde ud Kathrine, der er 9 måneder tilbage”, “Hvis jeg var dig, blev jeg lidt endnu”, “Måske er det bare ikke dig alligevel”…. Bagsiden af medaljen indlæg:

14 måneder med ren og skær kaos: et kaos jeg ikke ‘bare’ kunne slippe ud af uden det havde konsekvenser for mig. Jeg stoppede min elevplads i Badminton Danmark d. 8 januar 2018, efter at havde været eventkoordinatorelev i 14 måneder. I og med jeg stoppede, stoppede min uddannelse også, hvilket jo er røv nederen når jeg nu endelig følte, at jeg havde fundet min vej. Det er stadig en drøm, at færdiggøre min uddannelse og jeg søger og søger efter en ny elevplads for jeg VIL igennem det og jeg SKAL. Det ville være synd at give min tidligere elevplads hele skylden, når der ligger så mange ting bag, mine nærmeste ved hvad det her drejer sig om, men elevpladsen skubbede mig ud i at få noget hjælp andre steder fra, hvilket jo på sin vis måske er en god ting, hvis man altså skal vende ting til noget positivt. Alle der arbejder med events, ved at det ikke bare er et 8-16 job, alle ved at det er et 24-timers job, da der sker så mange uventede ting, som man konstant og hele tiden skal tage stilling til og det er jo lige noget for mig. Man SKAL groft sagt dedikere hele sin tid og ens første prioritet skal være det job man nu engang har – det fik jeg i hvert fald boret ind i skallen. Jeg elsker at havde mange ting igang og 100 bolde i luften, sådan fungere jeg bedst. Jeg fungere åbenbart bedst i kaos og travlhed- nu må i ikke misforstå mig når jeg siger kaos, for ustruktureret kaos og råben og skrigen kan jeg ikke finde ud af og derfor fik jeg langt om længe sagt fra, på trods af at jeg ikke fik færdiggjort min uddannelse.

Jeg synes ikke jeg er svag, det er vigtigt at pointere- tværtimod.. jeg synes jeg har opnået rigtig mange gode ting i mit liv og jeg giver ikke så let op på ting taget min situation i betragtning.

Det er en sej ting, det der med at sige fra. Det kræver en hel masse og det er ikke alle der er lige gode. Jeg synes ikke, at jeg er god til at sige fra sådan generelt. Jeg er nok mere den der pleaser-type, der bare gerne vil stå til rådighed hele tiden, ikke kun på arbejdspladsen men også rent privat. Men der kommer et tidspunkt i ens liv, hvor alting bare ikke føles rigtigt og der er det vigtigt at have gode mennesker i ens liv, der kender en og ved hvornår nok er nok. Det er bare SÅ svært, når man er elev og under uddannelse, jeg siger ikke at det er her det er sværest, men når man så gerne vil færdiggøre sin uddannelse og det er det eneste man egentligt vil, skubber man også sine grænser og sig selv meget langt ud, for at tilpasse sig og færdiggøre tingene. Jeg stod ikke med en plan b, da jeg fik sagt fra og fik ophævet min elevkontrakt, hvilket nu har gjort at jeg står som ledig på arbejdsmarkedet. I starten føltes det som det største nederlag, jeg følte mig som en kæmpe taber. Men som dagene går, bliver det nemmere og nemmere for mig. For første gang føler jeg, at jeg har truffet den rigtige beslutning overfor mig selv, ligegyldigt hvilke smålige konsekvenser det har medført, for det er jo i bund og grund smålige konsekvenser, hvis man skal sammenligne det med ens eget velvære. Det vigtigste i mit liv er mig og hvordan jeg trives. Jeg er heldigvis ikke typen der giver op, jeg søger og søger efter en ny elevplads hver dag og alle der står i denne situation lige nu, ved heldigvis hvor svært det er at finde noget nyt, ligegyldigt hvilken branche man søger ind i. Men man må bare ikke give op. Det er vigtigt man bliver ved, men ligeså vigtigt er det at mærke efter indeni hver dag. Jeg har selv tænkt om der var andre muligheder for mig ift. hvis ikke jeg fandt en elevplads inden for de kommende måneder. Skulle jeg måske søge ind på uddannelse? jeg kunne jo søge om at komme ind på en top-up og få en bachelor. Skulle jeg måske gøre noget helt andet, blive frisør f.eks? Der er så mange muligheder. Aldrig giv op- men efter sådan en her omgang, må man også lige hive stikket ud og trække vejret for en stund.

Derfor overskriften..

Jeg håber og håber på at 2018 kan og vil blive mit år. Lige nu går jeg derhjemme og prøver at få hverdagen til at hænge sammen, prøver at bygge mig selv op igen. Lære den nye ‘frie-Kathrine’ at kende og forbedre mig. Man må jo også tænke lidt indad- det er vigtigt og godt at kunne, for hvad kan jeg gøre bedre, hvad vil jeg gøre bedre og hvordan bliver jeg seje-Kathrine igen. Det hele skal nok lykkedes, det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg synes jeg er vokset rigtig meget som person det sidste års tid, jeg har lært nogle nye sider af mig selv som jeg ikke vidste eksisterede og det er jo positiv. Jeg er blevet kastet ud i vilde ting og gjort en helt masse gode, sjove og sure ting. Det hele blev bare for meget tilsidst. Jeg lukkede mig inde i mig selv, jeg var ked af det hele tiden, jeg mærkede for alvor stress og jeg frygtede en depression. Jeg kunne ligepludseligt ikke mærke mig selv længere, det er slut nu og jeg fik langt om længe sat et punktum.

Jeg glæder mig til at se de folk, som jeg ikke har brugt tid på og jeg er evigt taknemlig for jeres forståelse hele vejen igennem. Jeg elsker jer!

EN VERDENSKLASSE OPLEVELSE!

123img_2469
I Juni måned afholdte vi i Badminton Danmark den årlige sommerfest og det var et kæmpe hit hos os alle. Vi startede ud med lasergame i Brøndby skoven, og jeg må nok ærligt indrømme at det er ti gange federe i den frie natur end i et lukket område. Dog er det 100 gange sværere, da man har så meget plads til at løbe på, så det var lidt ligesom find holger og så i camouflagedragter. MEN! Når Hanne og Poul vælger, at gå en tur skoven mens jeg står og skyder løs og ikke fatter de ikke ‘dør’ er det sgu alligevel lidt belastende ikke at være lukket inde.

Any way, dagen startede altså godt ud og efter to timer med blod, sved og tåre, drog vi ind mod København hvor vi skulle se ‘Cisternerne’ og hvad fuck er så lige det ik? vi hørte et langt oplæg inden vi blev sluppet fri under jorden og der havde jeg stadig ikke helt fattet hvad det hele drejede sig om, så hurtigt op på jorden og videre… Og nu til dagens højdepunkt som fortjener 5 stjerner, hvis altså fem er det højeste på stjerneskalaen. Kromans kokkeskole; all about cooking. Aldrig i mit liv har jeg prøvet noget så sjovt og så lækkert. Denne kokkeskole kan VIRKELIGT anbefales, om det er til et polterabend, en rund fødselsdag, firmafest you name it. Det her sted har jeg kun positive ting at sige om, alt spillede bare og man får virkeligt noget for pengene. Ikke nok med, at der er fri bar i vin; rødvin, rosé og hvidvin imens man kokkerer, så bliver der også serveret specielle vin til alle fem retter, yes venner – vi havde nemlig sørget for en fem retters menu, selvfølgelig med chef kokkens hjælp. Han var i øvrigt en oplevelse i sig selv, han var virkelig en humoristisk ‘ung’ mand, som forstår at underholde og holde ud en helt aften med os, på trods af at nogle af os var mere fulde end andre. Jeg fik desværre kun taget et billede af forretten, for resten af tiden var jeg ikke helt så skarp som da vi startede. Jeg tror jeg blev for glad for rødvinen især. Rygtet siges, at jeg var ret morsom hele aftenen, og jeg sagde da heller ikke nej til cocktails efterfølgende.

I får lige menuen:

Vi havde bestilt menuforslag 5:

Scampi ‘burger’ med scampimayo og cocktailsauce
Brandy flamberet blæksprutte i tomatsauce
Perlehøne – sous vide – med hindbærinfuserede perleløg og grønne asparges
Mandel/marcipankage med chokoladeparfait og rosmarinolie

Kr. 1150,- ex. moms

Det her indlæg er hverken sponsoreret eller lignende, det er direkte fra hjertet. Jeg linker til deres hjemmeside HER! Og så ville jeg blot slutte af med et TAK. Tak for den fedeste aften længe Kroman.

MIN STØRSTE BRØLER I ÅR PÅ NATIONALT TV.

1Et lille indlæg bagom kulissen:

Som i nok ved, er jeg eventkoordinator elev hos Badminton Danmark. Til oktober har jeg været hos dem i et år og det har været et hårdt år, hvis jeg selv må sige det. Der har været så meget jeg har skulle lære på meget kort tid og under MEGET travle forhold. Det første store event ‘Denmark Open’ som vi afholder hvert år i oktober måned, blev afholdt en uge efter jeg havde første arbejdsdag sidste år, så her lærte jeg det på den hårde måde må man vidst sige. Jeg havde min første præmieoverrækkelse og den gik så fint. Præmieoverrækkelser er noget jeg efterhånden har prøvet en del gange, og jeg har aldrig fucket op i det før i april måned i år, da vi afholdte Europamesterskabet.

Inden en præmieoverrækkelse er der rigtig mange ting der skal forberedes og det havde jeg jo styr på hjemmefra. Det skal lige siges at under EM var vi afsted i 14 dage, altså 14 lange dage med rigtig meget arbejde og den aller sidste dag som er en søndag, er der hvor det hele afgøres. Der er udsolgt, spillerne er spændte, TV2 sport sender live og vi som har knoklet er pænt udmatte og trætte. På sådan en søndag her, er der i alt fem præmieoverrækkelser, dvs. en præmieoverrækkelse pr kamp, ja ja jeg skærer det lige ned i pap – der spilles altså fem kampe i alt, da der er fem badminton kategorier til de udvidne ligesom jeg selv var, er de fem kategorier – damesingle, herresingle, damedouble, herredouble og mixdouble . Det er altså en hel dag med travlhed og spænding og intet må som regel gå galt denne dag, det er jo en katastrofe.

De første to præmieoverrækkelser gik som smurt, vi havde jo også afholdt en generalprøve dagen før og tidlig morgen. Når der er EM og VM er der også flaghejs og nationalsange, så alt det her skulle sidde lige i skabet – det gjorde det heldigvis også på dagen, MEN.. i det jeg står og forbereder inden den næste præmieoverrækkelse går i gang (det gør jeg som regel i takt med den nye finalekamp spilles), tror jeg lidt, at jeg stod i min egen verden. Jeg følte selv, at jeg fik gjort det jeg skulle: “den ene blomst her, en bamse, en medalje osv”. Og sådan kørte det bare derud af og efter jeg havde lavet alle fire fade klar, var jeg parat og præmieoverrækkelsen i damesingle kunne bare komme an. Det skal lige siges, at der er MØRKT i salen, hvilket jo ikke er en undskyldning, måske lidt. MEN.. da overrækkelsen begyndte og jeg koordinerede med præmiepigerne, fik jeg givet en af pigerne det forkerte fad og jeg spottede det med det samme men der var INTET at gøre, hun var allerede på vej afsted med det og vupti, så hang den forkerte medalje om halsen på en af pigerne, jeg troede jeg skulle besvime men jeg tacklede det egentligt på en sjov måde. I stedet for at fucke helt op og løbe ind på podiet begyndte jeg bare at grine og få øjenkontakt med spillerne. De spottede det selvfølgelig selv, da de skulle tage et ’selfie’ på podiet, da en af pigerne siger:” det her må være en fejl.. Vi må hellere bytte medalje” og bum, så grinte hele salen og pigerne fik sig heldigvis også et godt højt grin. Ingen sure miner. Men da vi var færdige og vi skulle forlade scenen var jeg igen ved at besvime:” oh gud, hvad siger min chef ikke, og hvad siger mine kollegaer ikke?” Jeg tror det var meget godt vi allesammen havde travlt i dette tidsrum, så vi fik ikke vendt situationen før ved middagstid hehe.

Man lærer selvfølgelig altid af sine fejl og det her var bare en dum fejl, som selvfølgelig aldrig vil ske igen. Det kan ske for alle en hver, især når man arbejder meget og er stresset, så kan man ikke undgå at fucke op i det indimellem. MEN, det her vil i aldrig se igen – slet ikke fra min side af. I dag kan jeg heldigvis stadig grine over det, men den mediestorm der kom ret hurtigt efter, var ved at tage livet af mig. Hold kæft hvor var det dumt.. I kan læse artiklen og se videoen HER!

*Billederne blev selvfølgelig taget inden det hele gik løs, jeg var ikke meget for et billede efterfølgende 😀

NERJA, SPANIEN.

1128975310a4114Vi fløj afsted til Malaga lufthavn en søndag eftermiddag, og ankom efter 3,5 time ca. Vi havde lejet os ind på et hotel i Torremolinos, som ligger 10 min. væk fra Malaga lufthavn, hotel Zen. Som jeg tror er et ‘lufthavnshotel’. Her spiste vi en god middag og drak en flaske vin- vin er SÅ billigt i Spanien. Jeg tror vi gav imellem 40-60 kroner for en flaske vin det første spisested og vi var ved af falde bagover. Derudover er det generelt bare billigt at leve i Spanien og derfor kan en ferielejlighed uden tvivl anbefales. Vi havde sat alarmen til mandag morgen, så vi var klar til en hel dag fyldt med oplevelser. Vi tog en taxa tilbage til lufthavnen, her skulle vi jo hente den bil vi havde lejet, en lille fin hvid Seat Ibiza, som vi ikke kunne havde været foruden. Vi lejede bilen igennem europcar, som er et udlejningsfirma vi blandt andet også har herhjemme. Bilen lejede vi allerede hjemmefra og vi var ved at skide i bukserne af bekymringer, da man alle vegne på internettet kun læser dårlige anmeldelser for biludlejning i Spanien. Kære venner, det kan man altså sagtens – og uden problemer. Bare sørg for at tage en masse billeder af bilen før og efter, så man er klar til at kunne dokumentere små ridser eller skader. De var SÅ søde og behjælpelige, så det gør vi med glæde en anden gang og de har heller ikke trukket flere penge end de skulle, så ingen problemer. Jeg tror nærmere man kan opleve det, når man lejer biler igennem de små spanske kæder, i dont know. Vi fik bilen og vi var glade, for nu startede ferien. Vi havde lejet en lejlighed i Nerja, og Nerja er bare SÅ fantastisk. Vi skal helt sikker tilbage en anden gang. Jeg elsker Nerja!

Det tog os en lille time at køre fra Malaga lufthavn til Nerja og til det sted vi boede som hedder: El Capistrano Village. Man kan vel godt kalde det for et ‘resort’ men uden helt at være det. Men Capistrano Village er et kæmpe område, hvor man kan leje alt fra lejligheder til villaer og i forskellige størrelser. Selvom man bor klods op og ned af hinanden mærker man det ikke, og det var det jeg var allermest glad for. Vores lejlighed lå til gengæld også super fantastisk og med udsigt udover havet og pool området. Jeg er stadig ikke helt sikker på hvor mange pool områder der var, da stedet var ret så stort, men jeg ved med sikkerhed at der var to. Boligerne, området og stierne var så idyllisk og så spansk, hvilket bare er så lækkert når man endelig er på ferie og skal få en følelse af, at være langt hjemmefra. Det var perfekt og vi har ingen fingrer at sætte på det. Selvfølgelig var lejlighederne gamle, og køkkenet var old school men det er stilen der, og det skal der ikke pilles ved. Der var lige en ting, måske to som vi oplevede en lille smule irriterende. Jeg elsker at sole og jeg gør det gerne ligeså snart solen står op: pool området har åbent tidligt, men liggestolene? hell no, dem kan man først få fingrene i kl. 11:00 og derudover koster de satme penge. Men det var ikke noget der lod os gå så meget på, vi fik det bedste ud af morgentimerne med god morgenmad og så havde vi jo liggestole på vores altan, så jeg tror lige vi klarede den. Jeg kan helt sikkert anbefale stedet, er det børnevenligt? ja hvis du har styr på dine børn, der er nemlig ikke noget der hedder hovedspring i poolen eller de famøse flamingo badedyr – det er forbudt og det synes jeg kun var rart, så slap vi for alt den støj. Er det par venligt? HELT BESTEMT. Man mærker selvfølgelig at det et turist sted, men der er ligeså mange indfødte der rejser hertil som der er turister, så det er ikke noget man ligger og bliver irriteret over.

Dagene gik og Mark havde planlagt en masse udflugter vi skulle ud på, nu hvor vi havde en bil. Det var super med mig! Vi aftalte at efter klokken 16, måtte han for det ‘meste’ styre showet. Vi var ude og vandre i bjerge, inde i Nerja by, på eksotiske strande som IKKE er for turister og meget mere. Alt i alt var det en fantastisk rejse. Marks og min første ferie sammen!

En ting var svært for os, og det var det med at spise ude i Spanien. Vi begge brød os egentligt ikke om maden, det kan være vi har været uheldige, men jeg har et indtryk af at de overhovedet ikke smager på maden før der servere den. Det var SÅ belastende hver gang vi gik ud for at spise, hvad fanden skulle vi nu proppe ind i munden. Vi var derfor heldige at have vores egen lejlighed, så meget af tiden lavede Mark mad. Når vi spiste ude bestilte jeg for det meste gambas pil pil, som er rejer med hvidløg i olie. Her er det også virkeligt forskelligt hvordan man får det serveret, jeg tror jeg bestilte det 5 gange og alle fem gange var smagen og oplevelsen helt forskellig.

Vi var afsted i alt 12 dage og det kan kun betale sig at bestille charterrejser der varer længere tid end 7 dage, jeg tror aldrig jeg skal på en 7 dages ferie, medmindre jeg bliver inviteret – for når man er væk længere end 7 dage, mærker man at man er på ferie og man får mere ud af det. Kun en anbefaling. Jeg har altid selv kun rejst 7 dage, når det har været charter og man bruger alt tiden på at tælle dage ned til man skal rejse hjem igen, det er forfærdeligt for tiden går jo så stærkt.

I og med, at vi havde lejet bilen hjemmefra, havde vi jo booket den i et hvis tidsrum. Vi havde bilen i 10  dage, og vores hjemrejse billet var vi lidt usikre på, så vi rejste hjem en dag senere end vi havde regnet med. Derfor besluttede vi os for, at forlade El Capistrano Village onsdag morgen, og aflevere den i Malaga hvor vi så havde en sidste overnatning. Vi gad ikke helt det første hotel, så vi havde fundet et nyt: Hotel parasol garden, som er et all inclusive hotel i Torremolinos, samme sted som det første og ti minutter væk fra lufthavnen. Her mødte vi godt nok mange danskere, det var noget helt andet end hvad vi kom fra, intet idyl, intet rigtig spansk – kun hoteller og turister. Det er sådan et sted jeg forbinder med charterrejser, jeg tror også at bravo tours laver rejser hertil og så er det vidst noget med, at hotellet også er danskejet.

Hvis i overvejer en rejse til Nerja ud i fremtiden kan det altså kun anbefales og hvis i har yderligere spørgsmål til stedet så skriv til mig, jeg har helt sikkert en god idé eller to.

DET SVÆRESTE AT SNAKKE OM OG DET SVÆRESTE AT FORSTÅ.

2 1D. 6 juli skrev jeg denne status på min facebook væg: “Igår sagde vi farvel til min onkel, min fars bror. 52 år gammel, det er jo INGEN alder. Men sådan kan det gå, når man vælger at leve sit liv på kanten – jeg ville ønske jeg kunne råbe og skrige lige nu, jeg er så vred. Men det er ikke det værd! Det var en forfærdelig trist dag i går og det har taget hårdt på mig. Heldigvis så jeg mine fætre, for første gang i 2 år. Dem har jeg tænkt meget på, jeg har savnet dem! Kære venner, pas på jer selv. Livet er for kort til at eksperimentere og lege med det. Tænk jer nu om, alt har konsekvenser. Jeg siger ikke at jeg selv er hellig, men jeg tog et valg. Det kan ALLE gøre. Man skal ikke være egoistisk derimod tænke på sine børn, sin familie og sine venner. Det er dem man efterlader i sorg.”

Det tog mig fem minutter at skrive opslaget og flere uger at komme sig over. ‘At komme sig over’ det gør man vel aldrig helt, men jeg synes godt nok det har været nogle hårde år, hvor folk omkring mig dør af den ene eller den anden årsag. Jeg vil ikke sige, at man lærer fra hver gang det sker, men man bliver bedre til at håndtere situationen. Døden er jo det vi alle skal igennem på et tidspunkt, nogle meget tidligere end andre. Jeg har været heldig, at have en stor familie det meste af mit liv. Jeg føler mig privilegeret over at have mødt og lært mine bedsteforældre at kende og min oldemor for den sags skyld. Men når familiemedlem dør i streg, så mærker man døden på en anden måde, på en skræmmende måde og den har lært mig, at jeg skal sætte pris på de mennesker jeg har omkring mig nu, og ikke i morgen for der kan det være for sent. Når man mister nogen, mister man noget af sig selv. Det gør ondt og man er i sorg. Man stiller mange spørgsmål til sig selv: “har jeg gjort nok? har jeg været der nok? Ringede jeg nogensinde og fortalte.. osv”. Man får en snært af skyldfølelse, det gjorde jeg i hvert fald på et tidspunkt i mit liv, da jeg følte at jeg nok kunne havde gjort noget, eller været der mere. Men det må man stoppe med, for man er ikke herre over livet og livet går som det går. Det er ondt, det er ikke fair, men man må på et tidspunkt lære at leve med det og huske på alle de positive ting. De glade ting, de gode ting og de ting som man elskede personener for.

RIP onkel. Jeg tænker at solstrålen på billedet nok ikke er dig, men jeg ønsker det er!