DET SVÆRESTE AT SNAKKE OM OG DET SVÆRESTE AT FORSTÅ.

D. 6 juli skrev jeg denne status på min facebook væg: “Igår sagde vi farvel til min onkel, min fars bror. 52 år gammel, det er jo INGEN alder. Men sådan kan det gå, når man vælger at leve sit liv på kanten – jeg ville ønske jeg kunne råbe og skrige lige nu, jeg er så vred. Men det er ikke det værd! Det var en forfærdelig trist dag i går og det har taget hårdt på mig. Heldigvis så jeg mine fætre, for første gang i 2 år. Dem har jeg tænkt meget på, jeg har savnet dem! Kære venner, pas på jer selv. Livet er for kort til at eksperimentere og lege med det. Tænk jer nu om, alt har konsekvenser. Jeg siger ikke at jeg selv er hellig, men jeg tog et valg. Det kan ALLE gøre. Man skal ikke være egoistisk derimod tænke på sine børn, sin familie og sine venner. Det er dem man efterlader i sorg.”

Det tog mig fem minutter at skrive opslaget og flere uger at komme sig over. ‘At komme sig over’ det gør man vel aldrig helt, men jeg synes godt nok det har været nogle hårde år, hvor folk omkring mig dør af den ene eller den anden årsag. Jeg vil ikke sige, at man lærer fra hver gang det sker, men man bliver bedre til at håndtere situationen. Døden er jo det vi alle skal igennem på et tidspunkt, nogle meget tidligere end andre. Jeg har været heldig, at have en stor familie det meste af mit liv. Jeg føler mig privilegeret over at have mødt og lært mine bedsteforældre at kende og min oldemor for den sags skyld. Men når familiemedlem dør i streg, så mærker man døden på en anden måde, på en skræmmende måde og den har lært mig, at jeg skal sætte pris på de mennesker jeg har omkring mig nu, og ikke i morgen for der kan det være for sent. Når man mister nogen, mister man noget af sig selv. Det gør ondt og man er i sorg. Man stiller mange spørgsmål til sig selv: “har jeg gjort nok? har jeg været der nok? Ringede jeg nogensinde og fortalte.. osv”. Man får en snært af skyldfølelse, det gjorde jeg i hvert fald på et tidspunkt i mit liv, da jeg følte at jeg nok kunne havde gjort noget, eller været der mere. Men det må man stoppe med, for man er ikke herre over livet og livet går som det går. Det er ondt, det er ikke fair, men man må på et tidspunkt lære at leve med det og huske på alle de positive ting. De glade ting, de gode ting og de ting som man elskede personener for.

RIP onkel. Jeg tænker at solstrålen på billedet nok ikke er dig, men jeg ønsker det er!