SMERTER I UNDERLIVET ER ET EMNE DER ER VÆRD AT SNAKKE HØJT OM OG IKKE ET FUCKING TABU.

Brug lige to minutter på at se denne fantastiske video nedenunder, måske kan du lidt genkende det fra dit eget liv.
For mit vedkommende startede det hele tilbage i 2013, jeg gik og døjede med nogle cyster i mit underliv der kom og gik som de havde lyst til og jeg husker det som om, at jeg var hos egen lægen/lægevagten/ gynækologer/hospitalet hver og hver anden dag, fordi det simpelthen var et smertehelvede at leve i. Cysterne begrænsede mig helt vildt og der var mange ting jeg ikke kunne. Jeg fik noget antibiotika, som hjalp med at holde det nede i perioder, og lige pludseligt en dag forsvandt det af sig selv.

Jeg havde en kæreste på det tidspunkt det hele stod på. Han var ret forstående overfor problemet med cysterne og prøvede at hjælpe mig igennem det, men det var en meget hård og lang proces for os begge, men nok mest for mig. Rent ud sagt var det et kæmpe nederlag for mig – typen der altid har kunnet det hele og aldrig haft problemer. Da cysterne var væk, og jeg var parat til at få parforholdet tilbage på skinnerne (inklusivt vores sexliv, som havde været dødt længe), kunne jeg bare ikke. Det gjorde så sindssygt ondt, at det bare ikke kunne lade sig gøre. Jeg søgte derfor min egen læge, og blev endnu engang henvist til diverse gynækologer som gang på gang blev ved med at sige, at det hele så fint nok ud og at der ikke var noget at komme efter. Min kæreste og jeg blev ved med at forsøge at få det til at fungere derhjemme, men hver gang blev jeg nød til at stoppe fordi det gjorde så ondt.

Jeg begyndte igen at komme oppe hos egen læge og gik der faktisk en gang om ugen i nogle måneder, hvor vi havde nogle samtaler omkring MIG, og hun blev ved med at sige: “Måske er det fordi du ikke har lyst til at være sammen med ham, måske er det ikke et særligt godt forhold du er i”. Med disse ord, begyndte jeg at tvivle på mig selv og det forhold jeg var i, for kunne det være derfor?  Jeg begyndte derfor automatisk at finde på undskyldninger hver og hver anden dag, med at jeg var træt og egentligt ikke lige kunne overskue det, eller at jeg havde ondt i hovedet. Jeg kan huske, at det ikke var særligt sjovt længere og at jeg var meget forvirret omkring det hele og det stressede mig faktisk, men jeg vidste jo ikke bedre – jeg gik jo bare til lægen og fik af vide at alting så fint ud. Parforholdet var langsomt ved at dø, vi diskuterede hele tiden og han forstod mig ikke og blev ved med at føle at jeg ikke længere var interesseret i ham, hvilket jeg udmærket forstår, for hvem ville ikke føle det med den kæmpe afstand jeg tog fra alt. Jeg mistede lysten til ALT hvad der havde med kærlighed og omsorg at gøre, fordi jeg var bange for at blive misforstået og ville rode mig ud i noget der skulle ende med sex, ja.. jeg følte mig faktisk ret deprimeret og underlig.

Jeg begyndte at google lidt, for var der måske andre som havde det på samme måde? Jeg brugte mine veninder og familie ret meget også, for veninder og familie er uundværlige i situationer som disse, for man har virkelig brug for at komme ud med alle følelser og smerte snak. De var med mig fra start, og er stadig med mig den dag i dag. Jeg fandt frem til en gynækolog, som ligger i greve og han var en som vidste ret meget om mange ting. Jeg fik en tid hos ham, og han undersøgte mig og kiggede op på mig og sagde: “du har vulvodyni“. Jeg tænkte bare, hvad fuck er det? Men det hele gav lige pludseligt mening, og jeg følte mig en smule lettet over at der rent faktisk VAR noget galt, at det ikke bare var mig selv der var noget galt med, men at jeg rent faktisk kunne få hjælp nu. Jeg fik af vide at der lå rigtig meget arbejde i det, og rigtig meget arbejde med mig selv og med accepten af, at det bare er sådan det er nu, men at jeg på et tidspunkt kan være heldig at slippe af med det.

Tiden gik, og jeg var egentligt bare træt af det hele. Forholdet gik i vasken, jeg kom ikke til de tider jeg var bare blevet henvist til på hospitalet, og jeg orkede egentligt ikke at snakke med flere mennesker omkring det. Jeg havde nok mest af alt brug for en lille pause væk fra det hele og bare fokusere på at have det godt.

Nu er det snart tre år siden, og nej jeg er ikke sluppet af med lidelsen men jeg har nu fundet ro til at komme i gang med processen. Jeg tog kontakt til min læge i slutningen af året, og blev henvist til Hvidovre hospital slut oktober måned, her havde vi en lang snak og jeg blev undersøgt igen. Vi blev enige om at jeg skulle begynde til en fys ude på Hvidovre hospital, og der går jeg en gang om måneden hvor vi snakker og laver øvelser. Det er så rart endelig at være i gang, for det er bare så vigtigt, især når der er hjælp at hente.

Inspirationen til indlægget kom sig af, at vi i skolen har skulle videreudvikle nogle produkter. Her besluttede den gruppe som jeg var så heldig at være i, os for at arbejde med kondomer og så kom idéen egentligt ud fra min egen lidelse, en idé som jeg lidt overvejer at få ud til folket, fordi jeg føler det mangler. Efter vi havde fremlagt idéen foran klassen, var nogle ret nysgerrige omkring emnet og her slog det mig, at der må være mange der egentligt går lidt det samme helvede igennem som mig selv – det med at man egentligt har nogle lidelser i sit underliv, der gør det svært for en at fuldføre sammenleje, men at der ingen hjælp er at hente, fordi man netop bare får af vide at det hele er ganske normalt og at der ikke er noget at se.

Når man har sex og det skal være rart, har det meget at gøre med hvor man er henne rent psykisk. Så derfor kan man sagtens sammenligne det psykiske med det fysiske. Lidelserne for mig er meget forskellige, det kommer nemlig meget an på hvordan jeg har det i det øjeblik det sker. Bekymrer jeg mig for meget om min lidelse, kan det slet ikke lade sig gøre. Og det er ofte det der sker og så trækker man sig sammen i musklerne. Så for mig handler det om, at se det positive, at se på det forhold jeg er i og vide at min kæreste er så god og forstående over for mig. Det handler nemlig om forståelsen for problemet, for er forståelsen der – gør det ofte tingene nemmere og man lære med tiden at finde på metoder der hjælper udover de hjælpemidler jeg har enten har liggende derhjemme eller fået udskrevet på apoteket.

Man ved faktisk ikke hvorfor så mange kvinder går med lidelser i underlivet, det kan skyldes så mange årsager og man kan også bare være super uheldig. På et tidspunkt tog lægerne p-pillerne fra mig, for at se om det kunne havde været en årsag, men jeg er ret sikker på, at det kom sig af hele forløbet med cysterne og den smerte jeg havde imens det stod på.

Men der er altså hjælp at hente…

Det er så vigtigt at blive ved med at søge hjælp, at snakke med nogle mennesker omkring sig selv og sin krop, for med tiden opdager man flere og flere personer der måske har de samme problemer og det kan hjælpe en med ikke at føle sig alene. TABU: smerter i underlivet er et emne der er værd at snakke højt om og ikke et fucking tabu. Det er et sygt vigtigt emne, som jeg ikke mener man skal holde kæft omkring. Efter min mening burde der være meget mere fokus på rar og behagelig sex, mange ved ikke nok om det.

Der er hjælp at hente og det er en hjælp i sig selv hvis man er ærlig over for sig selv og SIN PARTNER. Specielt når man indser at tingene ikke spiller som de burde. DU skal være ærlig over for din partner, for ellers gør du det værre for dig selv og så tvinger du dig selv til at gøre ting som du på ingen måde har lyst til, trust me – jeg har været i sådan et forhold før, og der lærte jeg hurtigt at det kommer jeg INGEN vegne med, andet end at ødelægge mig selv. En anden ting jeg som jeg har lært er, at sige fra – vigtigst af alt lyt til din krop!

Hvis i har nogle spørgsmål til mig omkring ovenstående, så kontakt mig gerne <3